EU-domstolen har i de forenede sager C-184/22 og C-185/22 taget stilling til, om en bestemmelse vedrørende overtidstillæg i en tysk overenskomst udgjorde en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling af deltidsansatte og forbuddet mod forskelsbehandling af køn.
De bagvedliggende direktiver.
I medfør af rammeaftalen om deltidsarbejde, jf. Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997, må deltidsansatte medarbejder ikke behandles på en mindre gunstig måde end en sammenlignelig fuldtidsansat, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre denne forskelsbehandling er begrundet i objektive forhold.
Dertil gælder et forbud med forskelsbehandling af mænd og kvinder, både som følge indirekte eller direkte forskelsbehandling, jf. Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.
Den konkrete sag
Sagen vedrørte to kvindelige medarbejder, der var ansat som plejere til at yde ambulant dialysebehandling i Tyskland. Medarbejderne arbejdede på deltid med henholdsvis 40% og 80% af en fuldtidsansat medarbejders normale ugentlige arbejdstid, hvilket var 38,5 timer ugentligt. I henhold til den overenskomst, som medarbejderne var omfattet af, havde medarbejdere ret til overtidstillæg for præsterede arbejdstimer, der lå udover fuldtidsnormen på 38,5 timer ugentligt. Overarbejde mellem den reducerede ugentlige arbejdstid og 38,5 timer ugentligt, blev derimod alene aflønnet med medarbejdernes almindelige løn.
Ved den tyske arbejdsret gjorde de to kvindelige medarbejdere gældende, at de blev behandlet mindre gunstigt, end fuldtidsansatte, idet de ikke modtog overtidstillæg for overarbejde ud over den arbejdstid, der var aftalt i deres ansættelseskontrakter, men først efter 38,5 timers arbejde ugentligt.
Eftersom 84,74% af de deltidsansatte, hos den pågældende arbejdsgiver, var kvinder, blev det desuden gjort gældende, at bestemmelsen om overtidstillæg udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
EU-domstolens afgørelse
EU-domstolen fandt, at medarbejdere på deltid, som arbejdede mere end den normale arbejdstid, der var aftalt i deres ansættelseskontrakter, uden at have ret til et overtidstillæg, blev forskelsbehandlet i forhold til medarbejdere på fuldtid, som modtog tillæg for alle arbejdstimer, som lå ud over deres aftalte arbejdstid. EU-domstolen lagde blandt andet vægt på, at selv om retten til overtidsbetaling umiddelbart var ens for medarbejdere på deltid og fuldtid, idet alle opnåede ret til overtidsbetaling ved arbejde ud over tærsklen på 38,5 timer om ugen, så indebar ordningen en større byrde for deltidsansatte, idet de ikke havde ret til et tillæg for første overarbejdstime, på lige fod med medarbejdere, der arbejdede på fuldtid.
Domstolen fandt desuden, at fuldtidsansatte medarbejdere ikke ville få en ufordelagtig behandling ved at deltidsansatte havde ret til overtidstillæg fra første overarbejdstime, idet fuldtidsansatte og deltidsansatte, for så vidt angik arbejde ud over det timeantal, der fremgik af deres kontrakter, ville blive behandlet på samme måde.
Endelig fandt EU-domstolen at nationale bestemmelser om, at deltidsansatte udelukkende har mulighed for få udbetalt overtidstillæg hvis deres arbejdstid overstig den normeret arbejdstid for fuldtidsansatte, kunne udgøre en indirekte forskelsbehandling af kvinder, hvis det kunne dokumenteres at den pågældende bestemmelse påvirkede en betydelig større andel af kvinder end mænd.
Mette Klingsten Advokatpartnerselskab bemærker
EU-Domstolen har i sag C-660/20 allerede taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en ordning, hvorefter deltidsansatte først opnåede ret til overtidsbetaling, når de har arbejdet udover arbejdstiden for en fuldtidsansat medarbejder, var i strid med rammeaftalen om deltidsarbejde, jf. Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997.
EU-Domstolen konkluderede i den forbindelse, at: ”denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der på en ensartet vis gør betalingen af en tillægsløn til deltidsansatte og sammenlignelige fuldtidsansatte betinget af tilbagelæggelsen af mindst det samme antal arbejdstimer for en given aktivitet, såsom en pilots flyvetjeneste, med henblik på at kompensere for en arbejdsbyrde, der er særlig for denne aktivitet.”
Flere kollektive overenskomster indeholder bestemmelser om, at deltidsansatte medarbejdere først er berettiget til overarbejdsbetaling, når medarbejderen har arbejdet udover den ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat medarbejder. Afgørelserne fra EU-Domstolen giver anledning til at overveje, om sådanne bestemmelser kan opretholdes, herunder om forskelsbehandlingen er begrundet i ”objektive forhold” og derfor kan være legitim.
Herudover er det med dommen også klart, at en bestemmelse der begrænser overtidstillæg til deltidsansatte medarbejdere, til arbejde ud over en fuldtidsansat medarbejders sædvanlige timeantal, kan udgøre indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Også sådan forskelsbehandling kan være legitimeret i objektive forhold, og dermed være legitim.
Afgørelsen fra EU Domstolen kan læses i sin helhed via dette link.
Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)
