Højesteret: Krav om håndtryk var ikke nødvendigt og udgjorde indirekte forskelsbehandling
Kan en arbejdsgiver kræve, at ansatte og praktikanter giver hånd til alle uanset køn? Det spørgsmål har Højesteret taget stilling til i en dom om en lærerstuderende, der fik afbrudt sit praktikforløb, fordi hun af religiøse årsager ikke gav hånd til voksne af modsatte køn.
Kort om sagen
En kvindelig lærerstuderende skulle i foråret 2019 i seks ugers praktik på en folkeskole. På et velkomstmøde hilste hun på de kvindelige lærere med håndtryk, men da en mandlig lærer rakte hånden frem, tog hun ikke imod den. I stedet lagde hun hånden på hjertet og bøjede hovedet. Den studerende er muslim og forklarede, at hun af religiøse årsager ikke giver hånd til fremmede af det modsatte køn.
Skolen indkaldte hende efterfølgende til et møde og krævede, at hun skulle give hånd til alle uanset køn. Da hun ikke ville efterkomme kravet, afbrød skolen praktikforløbet med øjeblikkelig virkning. Den studerende klagede til Ligebehandlingsnævnet, og sagen endte i Højesteret.
Forskelsbehandlingsloven
Forskelsbehandlingsloven forbyder forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af blandt andet religion eller tro. Forskelsbehandling kan ske på to måder. Der er tale om direkte forskelsbehandling, når en person behandles ringere på grund af et af lovens beskyttede kriterier, for eksempel religion. Der er tale om indirekte forskelsbehandling, når en tilsyneladende neutral regel i praksis rammer en bestemt gruppe hårdere på grund af et sådant kriterium.
Et krav om håndtryk er umiddelbart neutralt, da det gælder alle. Det kan imidlertid ramme personer, hvis tro forbyder fysisk kontakt med voksne af det modsatte køn, særligt hårdt. I sagen var der derfor tale om mulig indirekte forskelsbehandling.
Indirekte forskelsbehandling er ikke nødvendigvis ulovligt. Et krav er lovligt, hvis det forfølger et sagligt formål og både er hensigtsmæssigt og nødvendigt. I sagen var parterne enige om, at kravet om håndtryk forfulgte et sagligt formål, nemlig at sikre ligebehandling mellem kønnene, og at det var et hensigtsmæssigt middel. Tvisten angik alene, om kravet tillige var nødvendigt.
Forskelsbehandlingsloven indeholder en regel om delt bevisbyrde. Fordi den studerende kunne pege på omstændigheder, der gav grund til at formode, at hun var blevet forskelsbehandlet, vendte bevisbyrden, så det var kommunen, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. I praksis betød det, at det var kommunen, der skulle godtgøre nødvendigheden af håndtrykskravet, og ikke den studerende, der skulle bevise det modsatte.
Højesterets dom den 13. maj 2026
Sagen blev afgjort med dissens, idet seks ud af syv dommere fandt, at kommunen ikke havde godtgjort, at et krav om håndtryk til alle uanset køn var nødvendigt for at sikre ligebehandling. Den dissenterende dommer mente derimod, at kravet om håndtryk var nødvendigt for at sikre ligebehandling, og at skolen derfor var berettiget til at stoppe praktikken.
Efter forskelsbehandlingslovens proportionalitetsprincip kræver en sådan vurdering, at arbejdsgiveren i rimeligt omfang undersøger mindre indgribende alternativer. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at skolen selv havde rejst problemstillingen om hilsemåden, og at det derfor havde været nærliggende at gå i dialog med den studerende om mulige løsninger.
Flertallet fandt, at skolen ikke i tilstrækkelig grad havde forsøgt at afsøge sådanne alternativer, eksempelvis en anden respektfuld hilsemåde, der kunne forene hensynet til ligebehandling med den studerendes religion eller tro. Der var samtidig ikke påvist konkrete problemer på den pågældende skole, som kunne begrunde, at alternative løsninger skulle afvises, så længe de fortsat sikrede neutral og lige behandling. At en sådan løsning ville indebære et kompromis mellem forskellige hensyn, kunne efter flertallets opfattelse ikke i sig selv begrunde, at den blev forkastet.
På den baggrund fandt flertallet, at afbrydelsen af praktikforløbet udgjorde indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.
Den studerende fik ikke tilkendt en godtgørelse, idet Højesteret lagde vægt på, at hun selv kunne have bidraget mere til at finde en løsning, og at det fik begrænsede praktiske konsekvenser for hende, at praktikken blev afbrudt. Da hendes krav netop angik betaling af en godtgørelse, blev kommunen frifundet, og landsrettens dom stadfæstet.
Betydning for arbejdsgivere
Dommen viser, at pligten til at finde en løsning ligger ikke alene hos arbejdsgiveren. Også den ansatte forventes at bidrage aktivt og konstruktivt til dialogen.
Dommen har ikke kun betydning på skoler og uddannelsesinstitutioner. Den viser, at et krav kan udgøre indirekte forskelsbehandling, selv om det gælder ens for alle, hvis det i praksis rammer en bestemt gruppe hårdere. Samtidig slår Højesteret fast, at det ikke er tilstrækkeligt, at et krav har et sagligt formål, virker hensigtsmæssigt eller udspringer af arbejdsgiverens generelle værdier.
Arbejdsgiveren skal kunne godtgøre, at det konkrete krav var nødvendigt for at kunne udføre arbejdet, og at formålet ikke kunne opnås ved mindre indgribende midler. Det indebærer, at arbejdsgiveren i rimeligt omfang skal have afsøgt mulige alternativer sammen med den ansatte, og at et relevant alternativ kun kan afvises, hvis der foreligger konkrete og reelle forhold, som gør det nødvendigt.
Sager om forskelsbehandling stiller således høje krav til både arbejdsgiverens fremgangsmåde og dokumentationen for, at et krav faktisk er nødvendigt.
