Højesteret præciserer grænsen mellem vikararbejde, funktionærloven og tidsbegrænset ansættelse
Kan en vikar samtidig være omfattet af vikarloven og funktionærloven, og hvornår ophører et vikariat med at være midlertidigt? Det har Højesteret taget stilling i en ny dom, der omfatter to sager, som afklarer samspillet mellem vikarloven og funktionærloven.
Kort om sagerne
Sagerne vedrørte tre vikarudsendelser fra samme vikarbureau til to forskellige brugervirksomheder.
I den ene sag var en vikar oprindeligt udsendt til en brugervirksomhed som supply chain analyst i en periode på ét år. Udsendelsen blev efterfølgende forlænget fire gange og varede samlet mere end tre et halvt år uden afbrydelser.
I den anden sag blev to vikarer udsendt til en brugervirksomheds IT-afdeling for en periode på tre måneder. Udsendelserne blev herefter forlænget syv gange og varede samlet cirka to år uden afbrydelser.
Vikarerne gjorde gældende, at vikarudsendelsernes varighed og de mange forlængelser medførte, at de uanset deres status som vikar, også måtte anses for omfattet af funktionærloven med de rettigheder, der følger heraf, herunder løn under sygdom, løn i en opsigelsesperiode og godtgørelse.
Samspillet mellem vikarloven og funktionærloven
Efter vikarloven er en vikar en medarbejder, som er ansat i et vikarbureau og udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under brugervirksomhedens tilsyn og ledelse.
For at opnå funktionærstatus efter funktionærloven, er det blandt andet en betingelse, at medarbejderen indtager en tjenestestilling og er undergivet arbejdsgiverens instruktioner.
Når en vikar udfører funktionærarbejde hos brugervirksomheden, udføres arbejdet under brugervirksomhedens ledelse og instruktion, mens ansættelsesforholdet består med vikarbureauet. Vikaren indtager derfor ikke den tjenestestilling hos hverken vikarbureauet eller brugervirksomheden, som funktionærloven kræver for at opnå funktionærstatus.
Højesteret fastslog derfor, at vikarer omfattet af vikarloven som udgangspunkt ikke samtidig kan være omfattet af funktionærloven.
Hvornår kan en vikarudsendelse ikke længere anses for midlertidig?
Højesteret fastslog herudover, at hverken varigheden af et vikariat eller antallet af forlængelser i sig selv er afgørende for, om en vikarudsendelse er omfattet af vikarloven. Selv længerevarende vikarforløb kan være omfattet af loven.
Det afgørende er, om vikarudsendelsen med rimelighed kan anses for midlertidig. Dette beror på, om der foreligger en objektiv og saglig forklaring på brugervirksomhedens behov for den midlertidige stilling og de efterfølgende forlængelser.
I tilfælde hvor en udsendelse mister sin karakter af at være midlertidig, falder vikaren uden for vikarlovens anvendelsesområde. I sådanne tilfælde må en vikar, der udfører funktionærarbejde hos brugervirksomheden, kunne anses for at indtage en tjenestestilling og dermed være omfattet af funktionærloven.
Højesterets dom af 18. juni 2026
I sagen om vikaren, som var udsendt til en brugervirksomhed som supply chain analyst i mere end tre et halvt år, fastslog Højesteret at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at vikarudsendelsen og de efterfølgende forlængelser var begrundet i et reelt midlertidigt behov. Højesteret fandt derfor, at udsendelsen ikke havde den nødvendige midlertidige karakter, og at vikaren dermed faldt uden for vikarlovens anvendelsesområde. Da vikaren udførte funktionærarbejde for brugervirksomheden, blev vikarbureauet dømt til at betale løn under sygdom og løn i opsigelsesperioden efter funktionærloven samt en godtgørelse på 25.000 kr. efter lov om tidsbegrænset ansættelse.
I sagen om de to vikarer, som var udsendt til en IT-afdeling i den samme brugervirksomhed i cirka to år, fastslog Højesteret at der var givet en tilstrækkelig objektiv og saglig forklaring på brugervirksomhedens midlertidige behov. Vikarudsendelserne ansås derfor for midlertidige og vikarerne var dermed omfattet af vikarloven. Vikarerne havde derfor ikke krav på løn under sygdom eller løn i opsigelsesperioden efter funktionærloven ligesom de ikke havde krav på en godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.
På den baggrund stadfæstede Højesteret landsrettens dom.
Betydning for arbejdsgivere
Dommen understreger, at der ikke gælder nogen fast grænse for hverken varigheden af et vikariat eller antallet af forlængelser for at en vikarudsendelse er omfattet af vikarloven. Det afgørende er derimod, om udsendelsen fortsat kan anses for midlertidig, og om der foreligger en objektiv og saglig begrundelse for forlængelserne.
Selvom den økonomiske risiko som udgangspunkt påhviler vikarbureauet, vil vurderingen af hvorvidt en vikarudsendelse kan anses for at være midlertidig, bero på forhold hos brugervirksomheden og dennes begrundelse for at anvende og forlænge vikariatet.
Dommen understreger dermed vigtigheden af løbende at kunne dokumentere det midlertidige behov for vikarudsendelsen idet manglende dokumentation kan medføre at udsendelsen falder uden for vikarlovens anvendelsesområde, hvorved vikarbureauet kan blive mødt med krav efter funktionærloven.
