Artikel

Ny linje på lønsedlen

Den nye lønlinje på lønsedlen markerer et væsentligt skridt i retning af øget gennemsigtighed om medarbejderes samlede aflønning. Initiativet forventes at få bred praktisk betydning for mange danske virksomheder allerede i løbet af 2026.

Baggrunden for initiativet er en velkendt udfordring. Mange medarbejdere har traditionelt haft fokus på grundlønnen og eventuelle synlige tillæg, mens værdien af de indirekte lønelementer, herunder pensionsbidrag, fritvalgskonto og feriepenge, i mindre grad har været tydelig. Denne skævhed i opfattelsen af lønnens sammensætning kan have betydning både for medarbejdernes tilfredshed og for virksomhedernes mulighed for at konkurrere om arbejdskraft.

Den nye lønlinje – indhold og opbygning

Den nye lønlinje indebærer, at der på lønsedlen indsættes en særskilt linje, som viser den samlede løn for den enkelte lønperiode. Der er således ikke tale om en akkumuleret opgørelse fra årets begyndelse til dato, men derimod et øjebliksbillede af den konkrete periodes samlede aflønning. Dette er udtrykkeligt fastlagt i de retningslinjer, som ligger til grund for løsningen.

Den samlede lønlinje vil omfatte samtlige væsentlige lønelementer. Ud over grundløn og faste tillæg indgår også variable elementer som bonus, provision og overskudsdeling. Hertil kommer arbejdsgiverbetalte bidrag, herunder pension og ATP, samt opsparingsbaserede elementer som fritvalgskonto, feriepenge og ferietillæg. Betalinger i forbindelse med sygdom, barsel og barns sygdom vil ligeledes indgå i opgørelsen, i det omfang virksomheden betaler løn. Resultatet er en samlet og integreret visning af den reelle lønværdi, som medarbejderen modtager i den pågældende periode

Implementering i praksis

Flere af de centrale lønsystemudbydere har allerede tilsluttet sig løsningen, og dækningen forventes at omfatte omkring 90 procent af det danske marked. Blandt de aktører, der implementerer løsningen, er Visma, som har oplyst, at deres version vil være klar til brug primo juni 2026. Løsningen vil herefter kunne aktiveres direkte af virksomhederne i de relevante lønsystemer.

Betydning for arbejdsgivere og medarbejdere

Fra et arbejdsgiverperspektiv er der tale om et redskab, der kan bidrage til at tydeliggøre værdien af overenskomstbaserede lønpakker. I situationer, hvor medarbejdere sammenligner løn på tværs af virksomheder, har det hidtil været en udfordring, at sammenligningen ofte sker på baggrund af den rene timeløn uden hensyntagen til pensionsbidrag og øvrige goder. Den nye lønlinje kan dermed få betydning for både rekruttering og fastholdelse, idet den giver et mere retvisende sammenligningsgrundlag.

Samtidig må det forventes, at øget gennemsigtighed kan føre til et øget fokus fra medarbejderside på lønpakkens sammensætning. Når de indirekte lønelementer bliver synlige i en samlet opgørelse, kan det påvirke både forventninger og forhandlinger fremadrettet. For virksomhederne indebærer det et behov for at sikre, at lønstruktur og kommunikation herom er konsistent og velovervejet.

Samlet set er der tale om en praktisk implementering af et princip, som også genfindes i den bredere udvikling mod større løngennemsigtighed på EU-niveau. Den nye lønlinje på lønsedlen kan ses som et konkret og operationelt skridt i retning af en mere transparent løndannelse på det danske arbejdsmarked.

Andre nyheder

Nyt på arbejds- og ansættelsesområdet i lovprogrammet 2026/2027

Regeringen offentliggjorde den 6. oktober 2026 sit lovprogram for folketingsåret 2026/2027. På arbejds- og ansættelsesområdet indeholder lovprogrammet flere initiativer, som kan få betydning for danske arbejdsgivere. Særligt reglerne om løngennemsigtighed og platformsarbejde, ændringerne på området for udenlandsk arbejdskraft, nye regler om sorgorlov og genindførelsen af Store Bededag er værd at holde øje med. Løngennsigtighed Et […]
Læs mere
Kilde: Unsplash (gratis side)

Højesteret præciserer grænsen mellem vikararbejde, funktionærloven og tidsbegrænset ansættelse

Kan en vikar samtidig være omfattet af vikarloven og funktionærloven, og hvornår ophører et vikariat med at være midlertidigt? Det har Højesteret taget stilling i en ny dom, der omfatter to sager, som afklarer samspillet mellem vikarloven og funktionærloven. Kort om sagerne Sagerne vedrørte tre vikarudsendelser fra samme vikarbureau til to forskellige brugervirksomheder. I den […]
Læs mere
Kilde: PowerPoint

Sygdom i forbindelse med ferie

Sygdom i forbindelse med ferie rejser en række praktiske og juridiske spørgsmål for arbejdsgivere. Det gælder særligt op til sommerferien, hvor det er væsentligt at kende forskel på sygdom, der indtræder før feriens begyndelse, og sygdom, der opstår under en allerede påbegyndt ferie. Sondringen har betydning for medarbejderens ret til at udskyde ferien, retten til […]
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)