I dansk ret defineres en lønmodtager ofte som en person, der “modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold“. Denne definition fremgår bl.a. af ansættelsesbevisloven og anvendes bredt i dansk retspraksis. Men en række af disse regler er baseret på EU-direktiver, og EU-retten anvender et særligt arbejdstagerbegreb, der i nogle tilfælde rækker videre end det danske.
EU-retten definerer en arbejdstager som en person, der i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og under dennes ledelse. Dette begreb skal fortolkes funktionelt og selvstændigt, dvs. uafhængigt af medlemsstaternes nationale definitioner.
Vurderingen af, om en person er lønmodtager eller selvstændig, beror på en konkret, samlet vurdering af det reelle forhold mellem parterne. Følgende momenter taler for lønmodtagerstatus:
Arbejdsgiver har instruktionsbeføjelse og fører kontrol
Omvendt taler følgende for selvstændig virksomhed:
Højesteret har i en dom af 3. april 2025 (BS-49851/2024-HJR) taget stilling til spørgsmålet om lønmodtagerbegrebets rækkevidde i relation til en aftale mellem en kommune og en far, der ydede støtte til sin voksne søn med handicap under en midlertidig hjemmepasningsordning. Kommunen og faren havde indgået aftale om, at faren skulle yde støtte til sønnen 30 timer ugentligt ogmodtog vederlag fra kommunen for støttearbejdet.
Faren påstod, at han var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand, og at han havde arbejdet mere end 48 timer ugentligt og derfor havde krav på en godtgørelse efter arbejdstidslovens § 8.
Den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder må ikke overstige 48 timer inkl. overarbejde. Perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.
Højesteret henviste til EU-Domstolens praksis, herunder dommen i sag C-147/17 (Sindicatul Familia Constanţa), og fremhævede, at arbejdstagerbegrebet i EU-retten skal defineres ud fra objektive kriterier, herunder tilstedeværelsen af et underordnelsesforhold.
I den konkrete sag fandt Højesteret, at der ikke var etableret et sådant forhold. Faren kunne selv tilrettelægge arbejdet, der var ingen handleplaner, ingen krav om rapportering, og kommunen førte ikke tilsyn.
På den baggrund blev faren ikke anset for at være lønmodtager, og arbejdstidsloven fandt ikke anvendelse.
Dommen har også en særskilt betydning for forståelsen af 48-timersreglen, idet Højesteret fandt, at selv i det tilfælde, at faren havde været at anse for lønmodtager, ville der ikke have været tale om et brud på 48-timersreglen, fordi kommunen ikke havde pålagt faren at arbejde mere end 30 timer ugentligt, men tværtimod havde afvist dette.
Fejlklassificering kan få alvorlige konsekvenser. Hvis en person fejlagtigt klassificeres som selvstændig, kan en arbejdsgiver for eksempel blive mødt med krav om:
Da store dele af den ansættelsesretlige lovgivning er beskyttelsespræceptiv, kan disse rettigheder ikke fraviges ved aftale – heller ikke hvis begge parter oprindeligt var enige.
Spørgsmålet om, hvorvidt en person er lønmodtager eller selvstændig, kan ikke afgøres alene ud fra kontraktens ordlyd eller organisatorisk tilknytning. Det kræver en konkret vurdering af det faktiske arbejdsforhold, hvor både danske og EU-retlige kriterier skal inddrages.
Højesterets dom af 3. april 2025 understreger betydningen af denne vurdering og giver endnu et pejlemærke i forhold til fortolkningen af arbejdstagerbegrebet, især i grænsetilfælde.
Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)
