Højesteret har ved en dom af 14. november 2017 fastsat principper for udmåling af godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsloven

Mette Klingsten
Østre Landsret har tidligere i en dom fra 2002 fastslået, at en bygnings-rådgiver, der arbejdede lidt over 50 timer pr. uge i en referenceperiode på 4 måneder var berettiget til en godtgørelse svarende til en måneds løn. Med dommen fra 14. november 2017 har Højesteret fastsat generelle principper for udmålingen af godtgørelse for overtrædelse af arbejdsloven.

En medarbejder fik en godtgørelse på 50.000 kr. for at have arbejdet mere end 48 timer i gennemsnit om ugen i flere 4-måneders referenceperioder. Godtgørelsen er ikke en kompensation for et økonomisk tab, men en godtgørelse for den særlige arbejdsbelastning, som overskridelsen af 48-timers grænsen indebærer.

Det følger af § 4 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet (arbejdstidsloven), at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder må ikke overstige 48 timer inkl. overarbejde. Perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.

Det følger endvidere af lovens § 8, at en lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til arbejdstidsloven er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.

Sagen vedrørte en traktorfører hos en entreprenør og maskinstation, der havde været ansat hos den pågældende arbejdsgiver i 6 år. Under sagen blev det lagt til grund, at i 32 referenceperioder på 4 måneder i 2010-2013 havde medarbejderen arbejdet mere end 48 timer om ugen i gennemsnit. I nogle perioder var det over 50 timer og i andre perioder var det over 60 timer. Traktorføreren havde fået den aftalte løn form af timeløn og overarbejdsbetaling (for arbejde ud over de 42½ timer pr. uge, som var fastsat i ansættelseskontrakten) og der var også afregnet feriepenge.

Højesteret skulle tage stilling til størrelsen af den godtgørelse, som en lønmodtager skulle have for overskridelse af 48-timers grænsen i arbejdstidsloven. Det fremgår ikke af godtgørelsesbestemmelsen i § 8 eller i forarbejderne til loven, i hvilket niveau godtgørelsen skal udmåles eller hvilke kriterier, der skal anlægges for udmåling af den godtgørelse, der kan tilkendes lønmodtageren. Reglen om en maksimal ugentlig arbejdstid har til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, og er ikke en kompensation for et økonomisk tab, men en godtgørelse for en særlig arbejdsbelastning, når 48-timers grænsen overskrides.

Højesteret fastslog, at en godtgørelse for overskridelse af 48-timers grænsen som udgangspunkt bør udmåles til 25.000 kr., medmindre der er særlige holdepunkter for at gå op eller ned.

Formildende omstændigheder, der taler for at udmåle en godtgørelse under 25.000 kr. eller i særlige tilfælde ingen godtgørelse, kan f.eks. være, at overskridelsen af 48-timers grænsen er bagatelagtig, eller at der i øvrigt er tale om en enkeltstående, tilfældig eller undskyldelig overskridelse, og arbejdsgiveren straks har taget skridt til at undgå gentagelser. Skærpende omstændigheder, der taler for at udmåle en godtgørelse på over 25.000 kr. og op til 50.000 kr., kan f.eks. være, at overskridelsen af 48-timers grænsen har et meget betydeligt omfang eller i øvrigt er foregået i flere eller længere perioder. Det kan også tale for at udmåle en godtgørelse på over 25.000 kr., hvis lønmodtageren har fået pålæg om at arbejde ud over

48-timers grænsen, eller arbejdsgiveren har truet med afskedigelse, hvis lønmodtageren ikke ville udføre sådant arbejde. Det samme gælder, hvis lønmodtageren ikke har fået betaling for overarbejdet.

I den konkrete sag havde medarbejderen gentagne gange inden for en flerårig periode arbejdet ud over lovens 48-timers grænse, og i flere referenceperioder arbejdede han betydeligt over grænsen. Han udførte overarbejdet efter eget ønske og modtog fuld betaling herfor. Under hensyn til de omfattende og gentagne overskridelser af 48-timers grænsen fastsatte Højesteret godtgørelsen til 50.000 kr.