Hvis man ansættes i et nyt job, har man ret til at optjene ferie fra dag ét. Det er resultatet af den nye ferielov. Den ny ferielov skal bringe dansk ret i overensstemmelse med arbejdstidsdirektiv, der giver ret til minimum 4 ugers betalt ferie.
I dag skal man som ny på arbejdsmarkedet vente i op til 16 måneder, for at kunne holde ferie med løn. Er man som ny på arbejdsmarkedet i dag blevet ansat fra den 1. januar, vil den ferie lønmodtageren løbende optjener først være til rådighed for den pågældende fra den 1. maj det efterfølgende år. Dette ændres, når den nye ferielov træder i kraft i 2020, hvor alle lønmodtagere får deres optjente ferie til rådighed månedsvis i stedet for at få den samlet den 1. maj.
Med den nye ferielov optjener og afvikler lønmodtageren sin ferie på samme tid over en periode på 12 måneder (ferieåret). Ferien optjenes løbende i ferieåret fra den 1. september til den 31. august året efter (12 måneder). Det betyder for eksempel, at den ferie, der optjenes i juni måned, allerede kan afholdes i juli måned samme år. Lønmodtageren har dog mulighed for at afholde ferien i yderligere 4 måneder, så der er 16 måneder til at afholde ferien i (ferieafholdelsesperioden), det vil sige indtil 31. december.
Der vil fortsat være to former for feriebetaling, nemlig ferie med løn og ferietillæg eller ferie med feriegodtgørelse.
Ligesom det er tilfældet i dag, vil lønmodtageren med den nye ferielov optjene 2,08 feriedage om måneden.
Overgangsordning
Ved overgangen til samtidighedsferie vil lønmodtageren i henhold til de nuværende regler have optjent ferie, som endnu ikke er afholdt. Samtidig vil lønmodtageren ved overgangen begynde at optjene ny ferie, som kan afholdes løbende i takt med, at ferien optjenes. Det indebærer, at en lønmodtager vil have op til to års betalt ferie – altså i alt 10 ugers ferie – i det første år med samtidighedsferie. For at undgå dette vil den ferie, som lønmodtageren optjener i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, blive indefrosset, og den optjente ferie kan ikke afholdes eller udbetales, før lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet.
Baggrund
EU-Kommissionen vurderede i 2014, at de nuværende danske ferieregler var i strid med EU’s arbejdstidsdirektiv. Det følger af arbejdstidsdirektivet, at lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie om året, hvilket ikke er tilfældet i henhold til den gældende ferielov, hvis der ikke er optjent ret hertil. Dette er et særligt problem for medarbejdere, der er nye på arbejdsmarkedet eller fx udlændige, der kommer fra et job med en anden ferieordning.
Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)