Artikel

Tendenser i overenskomstforhandlingerne

Mens flere af de store overenskomster er forhandlet på plads, pågår der fortsat overenskomstforhandlinger mellem en række arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger. Allerede nu kan der udledes tendenser af overenskomsterne, der blandt andet tæller lønstigninger, stigninger i bidraget til fritvalgskontoen og øremærket forældreorlov.

 

Industrien har traditionelt været det område, hvor arbejdsmarkedets parter først har nået en aftale, og resultatet af forhandlingerne på industriens område har derfor ofte haft en afsmittende effekt på de resterende overenskomstforhandlinger. Dette har også været tilfældet i 2020, hvor der skal forhandles overenskomster for mere end 600.000 medarbejdere på det private arbejdsmarked, og hvor en del større overenskomster er forhandlet.

Den 9. februar 2020 blev Dansk Industri og CO-industri enige om en treårig fornyelse af Industriens Overenskomster, der omfatter 230.000 medarbejdere i industrien. Siden er Dansk Industri og 3F Transport også nået frem til en aftale om at forny overenskomsterne på transportområdet, der gælder for 40.000 lastbilchauffører, lagerarbejdere og havnearbejdere, mens der senest den 25. februar 2020 blev indgået overenskomst mellem HK Handel og Dansk Erhverv, der gælder for 150.000 butiksansatte.

Blandt hovedpunkterne i disse overenskomster er blandt andet lønstigninger og en stigning i bidraget til fritvalgskontoen, der er en konto hos arbejdsgiveren, som medarbejderen selv disponerer over. Medarbejderen kan således bestemme, om fritvalgskontoen skal benyttes til ferie, feriefridage, pensionsindbetaling, finansiering af ekstra børneomsorgsdage eller seniorfrihed. I de ovennævnte tre overenskomster forøges fritvalgskontoen med en procent per år, således at fritvalgskontoen i 2023 udgøres af syv procent af lønnen.

Blandt hovedpunkterne i de tre overenskomster er også en udvidelse af perioden hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under forældreorlov fra 13 til 16 uger, der skal holdes inden 52 uger efter fødslen. Otte af ugerne er øremærket til faderen og 5 af ugerne er øremærket til moderen. De resterende 3 ugers orlov ydes enten til den ene eller anden forælder. Holdes orloven, der er reserveret den enkelte forælder ikke, bortfalder betalingen.

De kollektive overenskomster og aftaler, der indgås på det private arbejdsmarked, har ofte en afsmittende effekt på virksomheder uden overenskomster, herunder i forhold til løn, frihed og rettigheder i forbindelse med forældreorlov. Det er blandt andet af konkurrencemæssige hensyn, at virksomheder uden overenskomst fastsætter vilkår i kontrakter og politikker, som svarer til de vilkår, der gælder i virksomheder, der har indgået overenskomst.

Mette Klingsten Advokatfirma bistår blandt andet med udarbejdelse af personalehåndboger og personalepolitikker, herunder også barselspolitikker. Der kan være grund til at revidere sine politikker i lyset af udviklingen på det øvrige arbejdsmarked.

Andre nyheder

Lønmodtager eller selvstændig? – Det fælles lønmodtagerbegreb i dansk og EU-ret

Grænsen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende er en grundpille i ansættelsesretten. Det skyldes, at alene lønmodtagere er omfattet af centrale ansættelsesretlige love – herunder funktionærloven, ferieloven, arbejdstidsloven og ansættelsesbevisloven – og i mange tilfælde også af kollektive overenskomster. En ukorrekt klassificering kan derfor få vidtrækkende konsekvenser for både lønmodtagere og arbejdsgivere. En formelt fælles, men […]
Læs mere
Kilde: PowerPoint

Fravær som følge af selvbetalt operation

Sygdom betragtes som udgangspunkt som lovligt forfald og giver derfor medarbejdere ret til at være fraværende fra arbejdspladsen. Funktionærer har ret til fuld løn under sygdom og tilsvarende gælder for mange medarbejdere omfattet af en overenskomst. Denne regel er dog ikke uden undtagelser, for er sygdommen selvforskyldt – forårsaget ved forsæt eller grov uagtsomhed – […]
Læs mere

Mette Klingsten anerkendt i Chambers & Partners European Guide 2025

Mette Klingsten er blevet anerkendt som førende advokat inden for ansættelsesret af Chambers & Partners i deres 2025 European Guide. Dette markerer Mettes 19. år som anerkendt advokat i Chambers guide, der årligt vurderer de førende advokater og advokatfirmaer i hele Europa. Vi sætter pris på den gode feedback fra vores klienter, og vi ser frem […]
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)