Artikel

COVID-19: Overblik

Nedenfor er et overblik over nogle af de væsentligste tiltag, der berører arbejdsgivere og medarbejdere i forbindelse med udbruddet af COVID-19 i Danmark, samt emner man som arbejdsgiver i øvrigt skal være opmærksom. Søger du svar på et spørgsmål, som ikke fremgår nedenfor, er du velkommen til at kontakte Mette Klingsten Advokatfirma på tlf. 31440100 eller 31440102 og e-mail mk@mklaw.dk eller mb@mklaw.dk. Vi opdaterer løbede nedenstående.

1. Har medarbejdere ret til løn ved hjemsendelse?

Funktionærer har ret til sædvanlig løn, hvis virksomheden følger myndighedernes anbefaling om, at personer skal blive hjemme i foreløbigt 14. dag fra den 13. marts 2020. Hvis det er muligt, kan virksomheden bede medarbejderen om at arbejde hjemmefra i perioden.

Timelønnede medarbejdere omfattet af overenskomst kan hjemsendes uden løn, i det omfang der er hjemmel til det i overenskomsten.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har den 15. marts 2020 indgået en trepartsaftale om en midlertidig lønkompensationsordning for medarbejdere, der risikerer opsigelse på grund af den ekstraordinære situation med COVID-19. Aftalen giver virksomheder, der oplever ordrenedgang og færre kunder som følge af COVID-19 og derfor ikke kan beskæftige deres medarbejdere, ret til delvis refusion for afholdte lønudgifter i tre måneder. Virksomhederne forpligter sig til ikke at afskedige medarbejdere af økonomiske årsager i den periode, hvor de modtager kompensationen.

Aftalen gælder for lønmodtagere på alle de private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af COVID-19 og derfor står overfor at skulle varsle afskedigelser for mindst 30 pct. af medarbejderne eller mere end 50 ansatte. I det tilfælde får virksomheden en lønkompensation fra staten på 75 pct. af de pågældende medarbejderes løn, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned, såfremt de undlader at varsle fyringerne. For timelønnede udgør den statslige lønkompensation 90 pct., dog maksimalt 26.000 kr. pr. måned.

Den midlertidige kompensationsordning gælder fra 9. marts til 9. juni 2020.

Den enkelte medarbejder, som virksomheden søger lønkompensation til, skal anvende ferie og/eller afspadsering på i alt fem dage i tilknytning til kompensationsperioden. Hvis medarbejderen ikke har ferie, afspadsering mv. svarende til fem dage, skal der afholdes tjenestefri uden løn eller anvendes dage fra det nye ferieår.

Såfremt virksomheden står over for at skulle afskedige mindst 30 pct. af medarbejderne, eller mindst 50 medarbejdere, anbefales det at gøre brug af hjælpepakken og dermed undgå afskedigelser.

Virksomhederne skal ansøge om kompensationen på Erhvervsstyrelsens virksomhedsportal virk.dk.

Læs mere om hjælpepakken på linket her.

Erhvervsstyrelsen vejledning findes via linket her.

2. Kan medarbejdere opsiges som følge af COVID-19?

Det er muligt at afskedige medarbejdere begrundet i virksomhedens forhold, herunder virksomhedens økonomi, og sådanne afskedigelser vil som udgangspunkt være saglige, hvis det kan dokumenteres, at virksomheden situation nødvendiggør afskedigelser. Hvis det bliver nødvendigt at afskedige en flerhed af medarbejdere, skal man være opmærksom på, at reglerne i masseafskedigelsesloven kan finde anvendelse, såfremt grænseværdierne i loven overskrides.

Muligheden for refusion bortfalder, jf. punkt 1 ovenfor, bortfalder, hvis virksomheden afskediger medarbejderne.

3. Kan vi pålægge medarbejdere at gå ned i tid eller løn (væsentlige stillingsændringer)?

Ændringer i en funktionærs vilkår, der medfører forringelse i løn kan som udgangspunkt kun ske med det varsel, som funktionæren har krav på i tilfælde af opsigelse eller efter aftale med funktionæren. Det vil sige, at det kræver en aftale, hvis den enkelte medarbejder skal gå ned i løn eller tid, med mindre ændringen varsles med det almindelige opsigelsesvarsel.

Såfremt medarbejderen er omfattet af overenskomst, kan der være begrænsninger heri i forhold til de ændringer, der kan aftales med den enkelte medarbejder.

4. Kan medarbejderen pålægges at afholde ferie, feriefridage og afspadsering?

Virksomheden kan vælge at varsle ferieafholdelse. På nuværende tidspunkt vil medarbejdere kun have restferie tilbage. Normalt skal restferie varsles senest 1 måned før den begynder (kortere varsel kan dog være aftalt i kontrakterne). Varslet kan fraviges, når der er tale om ”særlige omstændigheder”.

Særlige omstændigheder er upåregnelige driftsmæssige forhold (en ”mildere” form end force majeure).

For eksempel kan man sende en medarbejder på ferie uden varsel ved akut råstofmangel eller driftsforstyrrelser, der ikke kunne være forudset af virksomheden med en normal forretningsmæssig indsigt.

I den særlige situation vi i øjeblikket befinder os i, kan der således være mulighed for at varsle ferieafholdelse over for medarbejderne med øjeblikkelig virkning, hvis der ikke er relevant arbejde på arbejdspladsen, eller at medarbejderen umuligt kan arbejde hjemmefra.

Det kan også aftales med medarbejderen, at vedkommende holder ferie eller feriefridage eller afvikler afspadsering.

Har medarbejderen allerede planlagt ferie, fx i forbindelse med påsken, anbefales det at henholde sig til sådan aftale i det omfang, det er muligt. Er det ikke muligt at henholde sig til sådan aftale, følger det af ferielovens § 15, stk. 3, at ”Hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt, kan arbejdsgiveren ændre tidligere fastsat ferie. Lønmodtageren skal have erstattet et eventuelt økonomisk tab som følge af udskydelsen. Allerede begyndt ferie kan ikke afbrydes”.

Anvendelsen af ferielovens § 15, stk. 2 og 3 vil afhænge af en konkret vurdering, og det anbefales at tage kontakt til os, såfremt det ønskes at bringe bestemmelserne i anvendelse.

Det bemærkes, at i tilfælde hvor virksomheden får kompensation i henhold til punkt 1, for at undgå opsigelser, vil den den enkelte medarbejder, som virksomheden søger lønkompensation til, skulle anvende ferie og/eller afspadsering på i alt fem dage i tilknytning til kompensationsperioden. Hvis medarbejderen ikke har ferie, afspadsering mv. svarende til fem dage, skal der afholdes tjenestefri uden løn eller anvendes dage fra det nye ferieår.

5. Sygdom og refusion

Regeringen fremsatte den 13. marts 2020 et lovforslag om refusion af sygedagpenge, som efter tidsplanen forventes at bliver vedtaget af Folketinget den 17. marts 2020.

Med lovforslaget bliver arbejdsgiverperioden på 30 dage suspenderet, således at der bliver ret til refusion fra første sygedag, hvis medarbejderen er syg og uarbejdsdygtig på grund af COVID-19.

Desuden indføres en ny ret til refusion for fravær, i tilfælde hvor medarbejderen ikke er uarbejdsdygtig på grund af COVID-19, men hvor medarbejderen alligevel ikke kan passe sit arbejde på grund af myndighedernes anbefalinger til bestemte grupper om at blive hjemme på grund af COVID-19.

6. Udskydelse af indbetaling af A-skat

Folketinget forventes den 17. marts 2020 at vedtage et lovforslag om udskydelse af betalingsfristerne på moms for de månedsafregnede virksomheder og udskydelse af betalingsfrister på A-skat og am-bidrag.

Alle virksomheder, der skal indbetale indeholdt am-bidrag og A-skat vil blive omfattet af de lempede regler. Fristerne for betaling af am-bidrag og A-skat (betalingerne for april, maj og juni) bliver midlertidigt forlænget med fire måneder.

De lempede regler på moms gælder indtil videre kun store virksomheder med omsætning på over 50 mio. kr.

Har virksomheden am-bidrag på over 250.000 kroner og/eller A-skat på over 1 million kroner pr. år, er den en stor virksomhed, der omfattes af reglerne.

7. Hvad betyder lukning af grænserne for virksomheden?

Med virkning fra den 14. marts 2020, kan ikke-danske statsborgere og personer, der ikke er bosiddende i Danmark alene indrejse til Danmark hvis de har et anerkendelsesværdigt formål. Lukningen af de danske grænser sker som led i forsøget på at inddæmme smitten af coronavirus i Danmark. Derfor må personer med statsborgerskab fra udlandet forvente at blive afvist ved de danske grænser, medmindre de har et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen.

For at en indrejse kan blive betragtet som et anerkendelsesværdigt formål, skal det personlige fremmøde have afgørende karakter for virksomhedens drift.

Medarbejdere med bopæl i udlandet kan indrejse ved fremvisning af dokumentation for ansættelsen. Sådan dokumentation kan være en ansættelseskontrakt, ansættelsesbevis, lønsedler eller et brev fra virksomheden, der bekræfter, at medarbejderen skal udføre arbejde for virksomheden her i landet.

Det anbefales, at møder og rejser begrænses i videst muligt omfang, eller foretages online/telefonisk.

8. Skal der tages særlige forholdsregler i forhold til cybersikkerhed, når medarbejdere arbejder hjemmefra?

Flere har oplevet, at it-kriminelle forsøger at udnytte udbruddet af COVID-19 til at svindle medarbejdere, der arbejder hjemmefra. Derfor nedsætter regeringen nu et særligt cyberberedskab, der skal skærpe sikkerheden for virksomheder med hjemmearbejdende.

Center for Cybersikkerhed anbefaler desuden, at virksomheder og medarbejdere, følger følgende anbefalinger:

Hele listen af gode råd kan findes via linket her.

 

Andre nyheder

Kilde: PowerPoint

Højesteretsdom om rækkevidden af tilpasningsforpligtelsen

Højesteret har den 3. december 2024 afsagt en principiel dom vedrørende rækkevidden af en arbejdsgivers omplaceringspligt over for medarbejdere med handicap som en del af tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingslovens § 2 a.   Arbejdsgiverspligt til at foretage tilpasninger I henhold til forskelsbehandlingslovens § 2 a er en arbejdsgiver forpligtet til at træffe passende foranstaltninger under hensyntagen […]
Læs mere

Ny lov om kønsbalance vedtaget

Folketinget vedtog den 12. december 2024 en ny lov om kønsfordeling blandt ledelsesmed-lemmer i visse store børsnoterede aktieselskaber (kønsbalanceloven). Loven implementerer kønsbalancedirektivet fra november 2022, der har til formål at fremme en mere ligelig kønsfordeling blandt ledelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber. Kønsbalanceloven indebærer således, at de største børsnoterede selskaber bliver underlagt nye og skærpede krav i forhold til at sikre en ligelig kønsfordeling blandt ledelsesmedlemmer. Loven træder i kraft den 28. december 2024 og har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2025 eller senere.
Læs mere

Ingen godtgørelse for usaglig opsigelse, når medarbejderen selv ophæver sin ansættelse

Højesteret har i en dom af 6. december 2024 afgjort, at en sekretær, der selv opsagde sin stilling på grund af arbejdsgiverens manglende udbetaling af løn, ikke havde ret til godtgørelse for usaglig opsigelse efter funktionærlovens § 2 b.
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)