Hvis medarbejderen har været ansat hos nuværende arbejdsgiver på fuld tid (37 timer pr. uge), og ikke har indgået en aftale om overførsel af den 5. ferieuge, vil medarbejderen automatisk få udbetalt ikke afholdt ferie udover 4 uger. Udbetaling skal ske senest den 31. marts.
Har medarbejderen i ferieafholdelsesperioden ikke været ansat hos samme arbejdsgiver og/eller har været ansat på deltid (under 37 timer), kan medarbejderen kun få udbetalt ikke afholdte feriedage udover 4 uger, hvis medarbejderen overfor arbejdsgiveren kan erklære, at
- medarbejderen i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp i ferieåret.
- ikke afholdte feriedage vedrører optjent ferie udover 4 uger
Har medarbejderen ikke været ansat hos samme arbejdsgiver på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden, er det vigtigt, at medarbejderen får afleveret erklæringen til arbejdsgiveren senest den 31. december.
Overholder medarbejderen ikke den frist, vil medarbejderen miste sine feriedage, da arbejdsgiveren skal indbetale feriepengene til Arbejdsmarkeds feriefond eller en privat feriefond.
Opbevaring af erklæringer
Hvis du ikke har indgået en aftale om overførsel af ferie til jeres deltidsansatte eller medarbejdere, der ikke har været ansat i hele ferieafholdelsesperioden, må der kun udbetales overskydende feriedage, hvis medarbejderen har afleveret en erklæring, jvf. ovenstående.
Erklæringen fra medarbejderen skal gemmes i 5 år, jf. bogføringslovens bestemmelser om opbevaring af regnskabsmateriale.