Artikel

Provisionslønnet medarbejder havde krav på sin gennemsnitlige løn under hjemsendelse

Kilde: PowerPoint

Højesteret har mandag den 2. maj 2022 afsagt dom vedrørende en provisionslønnet tandplejers krav på løn i forbindelse med hjemsendelse under covid-19-pandemien.

 

En tandplejer, der var provisionslønnet, var ansat i en tandklinik, som i marts 2020 besluttede at hjemsende tandplejeren med henvisning til en trepartsaftale indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Trepartsaftalen blev efterfølgende udmøntet i lønkompensationsloven. I henhold til lønkompensationslovens § 2, havde medarbejdere under hjemsendelse krav på at få ”den aftalte løn”. I tillæg hertil fremgik det af bekendtgørelse nr. 1579 af 27. juni 2021 om en midlertidig og målrettet lønkompensationsordning til virksomheder i økonomisk krise som følge af covid-19, at en virksomheds ret til lønkompensation forudsatte, at hjemsendte medarbejdere oppebar ”deres fulde hidtidige løn” i den periode, der søgtes om lønkompensation for.

Det var tandklinikkens opfattelse, at tandplejeren ud over sin overenskomstsikrede minimalløn alene havde ret til den provisionsløn, som hun ville have kunnet tjene, såfremt hun ikke var blevet hjemsendt i den pågældende periode. Tandklinikken anførte til støtte herfor, at de alternativt kunne have bedt tandplejeren om at møde på arbejde, uanset at der reelt ikke var nogen arbejdsopgaver til hende på grund af nedlukningen, og at hun i så fald ikke ville have haft nogen omsætning, som der skulle betales provision af.

Det var tandplejerens opfattelse, at hun havde ret til minimallønnen samt provision beregnet på baggrund af perioden forud for hjemsendelsen.

Sagen drejede sig således om, hvordan tandplejerens løn i hjemsendelsesperioden skulle udregnes.

 

Højesterets afgørelse

Højesteret anførte, at det fremgik af lønkompensationslovens § 2, at en arbejdsgiver kunne hjemsende en medarbejder under de betingelser, der gjaldt i medfør af aktstykke om etablering af en midlertidig lønkompensationsordning og regler fastsat i medfør heraf.

Yderligere henviste Højesteret til, at en virksomheds ret til lønkompensation forudsatte, at den hjemsendte medarbejder oppebar ”deres fulde hidtidige løn” i den periode, der søgtes om lønkompensation for. Det fremgik endvidere af § 3, stk. 5, at lønkompensation som udgangspunkt beregnes på baggrund af medarbejderens gennemsnitlige løn.

På baggrund af dette fandt Højesteret, at tandplejeren havde krav på løn beregnet ud fra et gennemsnit af hendes optjente provision forud for hendes hjemsendelse.

Landsretten var nået til samme resultat.

Dommen kan læses i sin helhed her: BS-45293/2021-HJR

Andre nyheder

Lønmodtager eller selvstændig? – Det fælles lønmodtagerbegreb i dansk og EU-ret

Grænsen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende er en grundpille i ansættelsesretten. Det skyldes, at alene lønmodtagere er omfattet af centrale ansættelsesretlige love – herunder funktionærloven, ferieloven, arbejdstidsloven og ansættelsesbevisloven – og i mange tilfælde også af kollektive overenskomster. En ukorrekt klassificering kan derfor få vidtrækkende konsekvenser for både lønmodtagere og arbejdsgivere. En formelt fælles, men […]
Læs mere
Kilde: PowerPoint

Fravær som følge af selvbetalt operation

Sygdom betragtes som udgangspunkt som lovligt forfald og giver derfor medarbejdere ret til at være fraværende fra arbejdspladsen. Funktionærer har ret til fuld løn under sygdom og tilsvarende gælder for mange medarbejdere omfattet af en overenskomst. Denne regel er dog ikke uden undtagelser, for er sygdommen selvforskyldt – forårsaget ved forsæt eller grov uagtsomhed – […]
Læs mere

Mette Klingsten anerkendt i Chambers & Partners European Guide 2025

Mette Klingsten er blevet anerkendt som førende advokat inden for ansættelsesret af Chambers & Partners i deres 2025 European Guide. Dette markerer Mettes 19. år som anerkendt advokat i Chambers guide, der årligt vurderer de førende advokater og advokatfirmaer i hele Europa. Vi sætter pris på den gode feedback fra vores klienter, og vi ser frem […]
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)