Artikel

Coronavirus på arbejdspladsen

Udbruddet af coronavirus (COVID-19) i Danmark har nu medført, at private arbejdsgivere opfordres til at sikre, at flest muligt arbejder hjemmefra, afspadserer eller afholder ferie. Endvidere opfordres til, at der alene afholdes fysiske møder mv., hvis det er absolut nødvendigt, og at der tages øvrige relevante tiltag for at sikre hensigtsmæssig adfærd på arbejdspladsen.

Statsminister Mette Frederiksen bekendtgjorde på et pressemøde den 11. marts 2020, at medarbejder på private arbejdspladser i videst muligt omfang bør arbejde hjemmefra i mindst 14 dage fra fredag den 13. marts 2020.

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, bliver sendt hjem fra fredag den 13. marts 2020 i foreløbigt to uger. De pågældende skal så vidt muligt arbejde hjemmefra. Hvis det ikke er muligt, sendes vedkommende hjem med løn.

Det har indtil nu været den almindelige opfattelse, at funktionærer der ikke kunne møde på arbejde på grund af virussen, men som heller ikke havde mulighed for at arbejde hjemmefra, skulle stilles som var vedkommende syg. I lyset af de seneste tiltag fra regeringen, og de konsekvenser det kan have for den enkelte virksomhed, kan det dog være nødvendigt at se på andre løsninger.

Det følger af ferielovens § 15, stk. 2, at ”Arbejdsgiveren skal så tidligt som muligt meddele lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal give meddelelsen senest 3 måneder før hovedferien begynder, og senest 1 måned før ferien begynder for øvrige feriedage, medmindre særlige omstændigheder hindrer dette”.

I henhold til forarbejderne til ferieloven, skal betegnelsen ”helt særlige omstændigheder” fortolkes mildere end force majeure-begrebet. I den særlige situation vi i øjeblikket befinder os i, kan der således være mulighed for at varsle ferieafholdelse over for medarbejderne med øjeblikkelig virkning. Som udgangspunkt må dette dog kræve, at der ikke er noget at lave på arbejdspladsen, eller at medarbejderen umuligt kan arbejde hjemmefra. Det kan naturligvis også blot aftales med medarbejderen, at vedkommende holder ferie.

Vi har fået spørgsmål om, om medarbejdere har ret til løn, hvis de ikke kan få deres barn passet, fordi skoler og daginstitutioner er lukket. Har medarbejderen ikke familie eller andre, der kan hjælpe, vil medarbejderen i mange situationer kunne aftale, at de arbejder hjemme, eller at de holder ferie, herunder selvbetalt ferie. Er dette ikke muligt, vil medarbejderen som udgangspunkt ikke have ret til løn, medmindre andet aftales med arbejdsgiveren.

Vi har også fået henvendelser fra virksomheder, om muligheden for at afskedige medarbejdere, hvis de foranstaltninger som er iværksat, skal fortsætte i en længere periode. Det er muligt at afskedige medarbejdere begrundet i virksomhedens forhold, og sådanne afskedigelser vil som udgangspunkt være saglige, hvis det kan dokumenteres, at virksomheden situation nødvendiggør afskedigelser. Hvis det bliver nødvendigt at afskedige en flerhed af medarbejdere, skal man være opmærksom på, at reglerne i masseafskedigelsesloven kan finde anvendelse, såfremt grænseværdierne i loven overskrides.

 

Regeringens retningslinjer kan læses her.

Andre nyheder

Psykiske arbejdsskader: Fokus på det psykiske arbejdsmiljø

Arbejdsgiverens ansvar for at sikre at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige omfatter ikke alene de fysiske arbejdsforhold. De psykiske arbejdsforhold er i lige så høj grad omfattet, og psykiske belastninger, som har rod i forhold på arbejdspladsen – herunder chikane, mobning eller manglende ledelsesmæssig støtte – kan udløse betaling af både en godtgørelse og […]
Læs mere

Arbejdsskade ved hjemmearbejde – Højesteret fastslår arbejdsgiverens objektive ansvar

Højesteret har den 2. maj 2025 truffet en principiel afgørelse, som præciserer rækkevidden af arbejdsskadesikringslovens § 5 i relation til hjemmearbejde.  Den konkrete sag  En arbejdsgiver havde givet instruks til en medarbejder om at arbejde hjemmefra under COVID-19. Arbejdsgiveren havde imidlertid ikke givet instruktioner om, hvordan hjemmearbejdspladsen skulle indrettes.  Under hjemmearbejdet gik medarbejderen på et […]
Læs mere

Ny Højesteretsdom: Opsigelse i forbindelse med fertilitetsbehandling

Højesteret: Opsigelse som følge af planlagt fertilitetsbehandling udgjorde forskelsbehandling i strid med ligebehandlingslovens § 4 Højesteret har den 15. april 2025 afsagt dom i en sag om opsigelse af en kvindelig medarbejder, som stod for at skulle påbegynde fertilitetsbehandling. Medarbejderen oplyste kort inden sin ferie til sin nærmeste leder og til sit team, at hun […]
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)