Lønkrav var ikke omfattet af dækningsgaranti

Højesteret har netop afgjort, at en pilot, der var udlejet fra en såkaldt employer of record til et flyselskab, kunne betragtes som ansat i flyselskabet, som senere gik konkurs, og således var omfattet af dækningsgarantien i lov om Lønmodtagernes Garantifond.

Arbejdsgiverbegrebet

I henhold til lov om Lønmodtagernes Garantifond § 1, stk. 1 dækker fonden en lønmodtagers krav på løn i tilfælde af en arbejdsgivers konkurs. Det er en betingelse for dækning af lønkravet, at kravet er opstået som et led i ”arbejde i skyldnerens tjeneste” og det er således en betingelse for at være omfattet af dækningsgarantien, at medarbejderen var ansat i det konkursramte selskab.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 fastsætter regler om beskyttelse af medarbejdere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens. Direktivet, der er implementeret i dansk ret gennem loven om Lønmodtagernes Garantifond, har til formål at sikre medarbejderne i situationer, hvor arbejdsgiveren ikke længere er i stand til at opfylde sine lønforpligtelser på grund af insolvens.

I henhold til artikel 2, stk. 2, i direktivet påvirker direktivet ikke medlemsstaternes nationale regler for definitionen af begreberne “arbejdstager” og “arbejdsgiver”. Dette betyder, at hvert medlemsland selv har frihed til at fastsætte, hvordan disse termer skal forstås og anvendes i national ret, hvilket kan variere afhængigt af lokale juridiske rammer og praksis.

I en dom af 5. maj 2022 i sag C-101/21 præciserede EU-Domstolen, at medlemsstaternes skønsmargin i relation til definitionen af begrebet “arbejdstager” ikke er ubegrænset. Domstolen fastslog, at artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF (insolvensdirektivet) skal fortolkes i lyset af direktivets sociale målsætning. Denne målsætning er at sikre alle medarbejdere en EU-retlig minimumsbeskyttelse i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.

Domstolen understregede således, at medlemsstaterne ikke har frit valg til at definere “arbejdstager”-begrebet på en måde, der kan underminere eller reducere den beskyttelse, som direktivet søger at garantere.

Den konkrete sag

Sagen for Højesteret angik piloten A, der i 2016 søgte ansættelse hos et flyselskab. A blev efterfølgende kontaktet af et andet selskab, hvis virksomhed bestod i at udleje flypersonale til andre flyselskaber, med henblik på at komme til samtale hos PAS. Piloten A indgik herefter en kontrakt med arbejdsudlejeselskabet. Det fremgik blandt andet af kontrakten, at pilotens løn ville blive betalt af arbejdsudlejeselskabet, men betinget af, at flyselskabet betalte for det arbejde som piloten udførte for flyselskabet.

Efter indgåelsen af kontrakten gennemgik piloten et træningsforløb hos flyselskabet, ligesom han fløj i henhold til vagtplaner udarbejdet af flyselskabet.

Flyselskabet blev taget under konkursbehandling den 2. oktober 2018, og samme dag blev As kontrakt opsagt af arbejdsudlejeselskabet.

Piloten anmeldte herefter et krav til Lønmodtagernes Garantifond på blandt andet manglende løn for udført arbejde og på løn i en opsigelsesperiode som ansat i flyselskabet. Lønmodtagernes Garantifond afviste ved afgørelser af 16. december 2020 og 24. februar 2021 at dække de anmeldte krav, da piloten ifølge fonden ikke havde dokumenteret, at han havde været ansat i det konkursramte selskab.

Spørgsmålet for Højesteret var, om piloten kunne anses for medarbejder i det konkursramte flyselskab, idet det er en forudsætning for at være omfattet af dækningsgarantien, at den person, der har anmeldt kravet, er ansat i det konkursramte selskab.

Højesteret fastslog, at det i henhold til insolvensdirektivet og EU-Domstolens praksis er de nationale arbejdstager- og arbejdsgiverbegreb, der skal anvendes ved vurderingen af krav under loven om Lønmodtagernes Garantifond. Der må ikke ske en indsnævring af disse begreber, som kan underminere direktivets sociale målsætning.

Da der ikke var indgået en kontrakt mellem piloten og det konkursramte flyselskab, og da Piloten havde modtaget sin løn fra arbejdsudlejeselskabet, og idet der i øvrigt ikke var oplyst omstændigheder, der gav fornødent grundlag for at fastslå, at pilotens ansættelsesforhold med arbejdsudlejeselskabet var proforma, fastslog Højesteret, at piloten ikke havde godtgjort, at han havde været ansat det konkursramte flyselskab og pilotens krav var derfor ikke omfattet af dækningsgarantien.

Mette Klingsten Advokatfirma bemærker

Højesterets afgørelse præciserer dokumentationskravet i henhold til § 4 i lov om Lønmodtagernes Garantifond, og fastslår at der udelukkende er hjemmel til at dække et krav, såfremt det kan dokumenteres, at medarbejderen reelt var ansat i et konkursramt selskab.