Artikel

Overblik over satserne for 2025

I forbindelse med årsskiftet er der kommet en række nye satser, som det er vigtigt at være opmærksom på. Nedenfor giver vi et overblik over de opdaterede satser for 2025, ligesom overblikket også indeholder oplysninger om beløbsgrænserne og gebyrsatser for ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse samt oplysninger om de opdaterede positivlister.

 

Kørselsfradrag

I 2025 forbliver kørselsfradraget uændret, og er dermed stadig på 2,23 kr. pr. km. Satsen gælder kun for kilometer kørt mellem 25 og 120 km.

Satsen for kørsel over 120 kilometer er fortsat 1,12 kr. pr. km. (uændret i forhold til 2024).

 

Skattefri kørselsgodtgørelse (kilometerpenge)

Medarbejdere er berettiget til befordringsgodtgørelse, hvis de stiller deres bil til rådighed i forbindelse med deres arbejde.

For kørsel under 20.000 km er satsen pr. kilometer reguleret til 3,81 kr. (fra 3,79 kr. i 2024)

For kørsel over 20.000 km er satsen pr. kilometer fortsat 2,23 kr. (uændret i forhold til 2024).

En medarbejder kan også få kilometerpenge, hvis medarbejderen kører på sin egen cykel, knallert, 45-knallert, scooter eller el-løbehjul til satsen 0,63 kr. pr. km., hvilket er en stigning på 1 øre. pr. km. (0,62 i 2024).

Det bemærkes, at man ikke både kan få kørselsgodtgørelse og kørselsfradrag.

 

ATP-bidrag

For fuldtidsansatte er bidraget fortsat 297 kr. (uændret i forhold til 2024).

For medarbejdere med ATP-ordningen ‘Ukendt arbejdstid’ er bidraget reguleret til 246,84 kr. for mænd (236,89 kr. i 2024) og 222,92 kr. for kvinder (213,93 kr. i 2024).

 

Fri bil (firmabil)

Hvis medarbejderen kører privat i en bil, som virksomheden stiller til rådighed, bliver medarbejderen beskattet af “fri bil” (firmabil).

Fra 1. januar 2025 er der kun én sats for fri bil, uanset om bilens værdi er over eller under 300.000 kr. Satsen er 22,5% af bilens værdi.

 

G-dage (ledighedsdage)

Halv dagpengegodtgørelse udgør 487 kr. (470 kr. i 2024), og hel dagpengegodtgørelse udgør 973 kr. (940 kr. i 2024).

 

Sygedagpenge

Satsen udgør 4.865 kr. pr. uge, hvilket svarer til en timesats på 131,49 kr. (4.695 kr. pr. uge og 126,89 kr. pr. time i 2024).

 

Bagatelgrænsen for personalegoder

Fra 1. januar 2025 er beløbet reguleret til 7.300 kr. (7.000 kr. i 2024). Medarbejderen beskattes således kun, hvis den samlede værdi af personalegoderne fra én eller flere arbejdsgivere overstiger dette beløb.

Man skal være opmærksom på, at personalegoder for at være omfattet af bagatelgrænsen skal have konkret sammenhæng med arbejdet.

 

Fri telefon og internet

Medarbejdere beskattes af arbejdsgiverbetalt telefon, som medarbejderen må bruge privat. Den skattemæssige værdi af fri telefon reguleres med virkning fra 1. januar 2025 til 3.300 kr. om året, svarende til 275 kr. om måneden (3.200 kr. i 2024).

Det samme gælder, hvis virksomheden betaler for medarbejderens internetforbindelse.

Hvis medarbejderen både har fri telefon og internet, skal medarbejderen dog stadig kun betale skat af samlet 3.300 kr.

 

Privat brug af arbejdscomputere er skattefri

Medarbejdere skal ikke betale skat af en arbejdsgiverbetalt computer til brug for arbejdet. Det gælder, også selvom medarbejderen tager computeren med hjem.

Tablets (fx iPads) bliver skattemæssigt betragtet som computere. De er derfor ikke skattepligtige, hvis de er til arbejdsmæssigt brug.

Der betales heller ikke skat af sædvanligt tilbehør til computeren. Sædvanligt tilbehør er for eksempel computerskærm, softwareprogrammer og printer af almindelig størrelse og standard.

 

Overenskomstbestemte satser

I forbindelse med det nye år skal man være opmærksom på, om satserne for overenskomstbestemte ydelser skal opdateres. Det kunne for eksempel gælde SH-opsparingen, opsparingen til fritvalgsordning og betalinger til sundhedsforsikringer.

Oftest skal ovenstående først opdateres, når en ny overenskomst træder i kraft. Det afhænger dog helt af, hvilken overenskomst der er tale om, hvorfor det er en god ide at holde sig opdateret om de relevante tidspunkter for regulering.

 

Beløbsgrænser og gebyrsatser for ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse

Udlændinge, som er blevet tilbudt arbejde i Danmark, kan efter omstændighederne ansøge om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningerne eller fast track-ordningen. Det er i den forbindelse en betingelse, at den tilbudte løn minimum svarer til beløbsgrænsen for den pågældende ordning.

Beløbsgrænserne for de ovennævnte ordninger for ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse er blevet reguleret med virkning fra 1. januar 2025.

Det vil sige, at beløbsgrænsen på beløbsordningen og fast track-ordningens beløbsspor fremover er 514.000 kr., mens beløbsgrænsen på den supplerende beløbsordning og fast track-ordningens supplerende beløbssport fremover er 415.000 kr.

Du kan læse mere om beløbsordningen og fast track-ordningen her.

I forbindelse med udlændinges indgivelse af ansøgninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) om opholdstilladelse på grundlag af for eksempel arbejde, skal der som udgangspunkt betales et sagsbehandlingsgebyr.

Fra 1. januar 2025 falder gebyrerne for SIRI’s behandling af ansøgninger om opholdstilladelse til 6.055 kr. for ansøgninger om opholdstilladelse på grundlag af arbejde, og 2.380 kr. pr. familiemedlem for ansøgninger om opholdstilladelse for medfølgende familie.

 

Positivlister

Positivlisterne for personer med en videregående uddannelse og faglærte personer oplister en række erhverv, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Hvis en udlænding er blevet tilbudt en stilling, der fremgår af den relevante positivliste, kan udlændingen ansøge om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter denne ordning.

Positivlisterne er blevet opdateret per 1. januar 2025. Det vil sige, at positivlisten for personer med en videregående uddannelse nu indeholder 162 stillinger, mens positivlisten for faglærte fremover indeholder 48 stillinger.

Dermed er der kommet flere stillinger på positivlisten for videregående uddannelse, mens positivlisten for faglærte omvendt indeholder færre stillinger.

Listerne revideres halvårligt og udgives således igen med virkning fra 1. juli 2025.

Du kan se positivlisterne her.

Andre nyheder

Overblik over satserne for 2025

I forbindelse med årsskiftet er der kommet en række nye satser, som det er vigtigt at være opmærksom på. Nedenfor giver vi et overblik over de opdaterede satser for 2025, ligesom overblikket også indeholder oplysninger om beløbsgrænserne og gebyrsatser for ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse samt oplysninger om de opdaterede positivlister.
Læs mere

Storbritannien indfører krav om indrejsetilladelse

Storbritannien har indført nye regler for personer, der rejser til Storbritannien, hvilket betyder, at besøgende fra 48 lande skal ansøge om en elektronisk indrejsetilladelse (ETA) før rejse til Storbritannien.
Læs mere
Kilde: PowerPoint

Højesteretsdom om rækkevidden af tilpasningsforpligtelsen

Højesteret har den 3. december 2024 afsagt en principiel dom vedrørende rækkevidden af en arbejdsgivers omplaceringspligt over for medarbejdere med handicap som en del af tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingslovens § 2 a.  
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)