Regeringen præsenterede den 3. oktober 2023 lovprogrammet for folketingsåret 2023/2024. Inden for beskæftigelsesområdet omfatter lovprogrammet blandet andet ændring af ferieloven og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, nye regler om registrering af arbejdstid, ændring af barselsloven mv.
Du kan få det fulde overblik over lovprogrammet på beskæftigelsesområdet her.
Ændring af lov om arbejdsskadesikring og forskellige andre love (Et forbedret arbejdsskadesystem og lettere adgang til erstatning i forbindelse med vold på arbejdspladsen) (Okt I)
Lovforslaget har til formål at styrke og forbedre arbejdsskadesystemet, så det tager bedre hånd om den tilskadekomne efter en skade og bidrage til, at flere kommer tilbage i job efter en arbejdsskade. Lovforslaget indeholder også konsekvensændringer i arbejdsskadesikringsloven og en række andre love på beskæftigelsesområdet, samt konsekvensændring i erstatningsansvarsloven og i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om et forbedret arbejdsskadesystem mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet fra september 2022.
Ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love (Fællesopkrævning af arbejdsgiverbidrag, udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler om modregningsadgang, nationale særregler for behandling af personoplysninger m.v.) (Okt II)
Formålet med lovforslaget er at forenkle administrationen i ATP. Lovforslaget rummer en forenkling af opkrævning af ATP-bidrag ved sammenlægning af arbejdsgivernes indbetaling af ATP-bidrag med øvrige arbejdsgiverbidrag i en samlet opkrævningsmodel samt en udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler om modregningsadgang. Lovforslaget rummer yderligere nationale særregler om behandling af ikke-følsomme personoplysninger samt mulighed for, at Udbetaling Danmark kan pålægge et gebyr ved afsendelse af erindringsskrivelser.
Ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler (Indførelse af bagatelgrænser m.v.) (Nov I)
Lovforslaget har bl.a. til formål at indføre to bagateludbetalingsregler for udbetaling af optjente uhævede feriepenge med henblik på at nedbringe det samlede beløb af uhævede feriepenge. Endvidere foreslås det, at arbejdsgivere fremover ikke skal tilkendegive, at de vil beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden én gang årligt. Årsagen hertil er, at flere arbejdsgivere ikke får tilkendegivet, at de vil beholde de tilgodehavende feriemidler, og derfor overdrages en større gruppe arbejdsgivere utilsigtet til Skattestyrelsen og Lønmodtagernes Garantifond, hvor kravene er til straksforfald.
Ændring af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet (Implementering af EU-Domstolens praksis om registrering af arbejdstid samt andre afgørelser) (Nov I)
EU-Domstolen har truffet afgørelser om arbejdstid, der indebærer, at dansk lovgivning herom skal ændres. Der er redegjort nærmere herfor i en afrapportering fra en arbejdsgruppe under Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg og på baggrund heraf og en partsaftale, indgået den 30. juni 2023 mellem DA, FH og Akademikerne, er der udarbejdet et lovforslag, hvis hovedelementer er dels registrering af arbejdstid og dels indførelse af en adgang til at fravige regler om maksimal ugentlig arbejdstid på udvalgte områder.
Ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring (Udmøntning af dele af aftalen om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping, aftalen om initiativer på asbestområdet, anbefalinger fra det midlertidige AMO-udvalg m.v.) (Nov I)
Lovforslaget har bl.a. til formål at forenkle Arbejdstilsynets reaktionstyper og virkemidler således, at der indføres én entydig reaktion, når virksomhederne skal handle straks. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige fra marts 2023. Lovforslaget har endvidere til formål at forpligte arbejdsgiver til at sende asbestprotokoller til de berørte ansatte. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om initiativer på asbestområdet mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne fra maj 2022. Lovforslaget implementerer desuden dele af anbefalingerne fra det midlertidige AMO-udvalg. Endvidere er det formålet at skabe hjemmel til at kunne foretage ændringer vedrørende adgang til indkomstregistret, aftaleforløb og præciseringer i forhold til uddannelsessteders pligter og ansvar m.v.
Ændring af lov om social pension og flere andre love (Mulighed for dispensation til eksport af pensionstillæg, forenklet beregning af fleksløntilskud herunder i forhold til tabt arbejdsfortjeneste m.v., aftalefrihed i fleksjobordningen og ændring af mellem-kommunal refusion for førtidspension og seniorpension) (Nov II)
Formålet med lovforslaget er at justere fire områder på førtidspension- og fleksjobområdet, bl.a. ved at indføre en dispensationsmulighed, så ikke-erhvervsaktive personer med handicap kan ansøge om at medtage førtidspensionens eller folkepensionens pensionstillæg ved bopæl inden for EU/EØS. Derudover lægges der op til at justere reglerne vedrørende henholdsvis beregning af fleksløntilskud herunder i forhold til tabt arbejdsfortjeneste og mellemkommunal refusion for førtidspension og seniorpension samt præcisere regler for at understøtte aftalefrihed i fleksjobansættelser på ikke-overenskomstområder.
Ændring af lov om barsel (26 ugers ekstra orlov til tvillingeforældre m.v.) (Jan II)
Lovforslaget har til formål at indføre 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge til tvillingeforældre. Hver forælder får 13 ugers ekstra orlov, som ikke kan overføres. Orloven skal afholdes inden barnet fylder 1 år. Der indføres særlige regler for soloforældre og sociale forældre. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven for 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fra april 2023.
Ændring af lov om aktiv socialpolitik (Lempelse af regler for udlandsophold i EU/EØSlande for kontanthjælpsmodtagere) (Feb I)
Lovforslaget har til formål at sikre, at Danmark overholder EU-retlige forpligtelser og ikke begrænser helt korte udlandsophold i andre EU/EØS-lande for modtagere af kontanthjælpsydelser.
Ændring af lov om aktiv socialpolitik m.v. (Udmøntning af kommende aftale om nyt kontanthjælpssystem og 37 timers arbejdspligt) (Feb II)
Lovforslaget har til formål at gennemføre ændringer i kontanthjælpssystemet og en ny 37 timers arbejdspligt for borgere i kontanthjælpssystemet med et integrationsbehov. Lovforslaget er en opfølgning på en kommende politisk aftale, der forventes indgået i 2023 samt regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022.
Ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler ved afskaffelse af en helligdag) (Feb II)
Lovforslaget har til formål at neutralisere virkningen på reguleringen af overførselsindkomster, som følge af afskaffelsen af store bededag. Lovforslaget indebærer en étårig korrektion af reguleringen af indkomstoverførslerne ved, at der foretages et étårigt procentmæssigt fradrag i den årlige regulering af indkomstoverførslerne svarende til lønstigningen for de beskæftigede på 0,45 pct.
Ændring af lov social pension og forskellige andre love (Friholdelse af indbetaling til aldersopsparing for indtægtsgrundlaget ved beregning af visse sociale ydelser) (Feb II)
Lovforslaget har til formål at skabe hjemmel til, at indbetalinger til aldersopsparing ikke skal indgå i indtægtsgrundlaget ved beregning af visse ydelser, hvis ydelsesmodtageren, deres ægtefæller/samlever eller andre i husstanden indbetaler til en aldersopsparing. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om etablering af en grøn fond mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistiske Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten fra juni 2022.
Lovgivning om udmøntning af dele af aftalen om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping m.v. og om autorisation af virksomheder, der udfører asbestarbejde (Feb II)
Lovforslaget har bl.a. til formål at tilvejebringe hjemmelsgrundlaget for en autorisationsordning for virksomheder, som udfører asbestarbejde og for en udvidelse af den kommende visningsordning på arbejdsmiljøområdet, således at visningsordningen også kan indeholde data om tilsyn og afgørelser vedrørende udenlandske virksomheder. Disse dele af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige fra marts 2023. Lovforslaget vil endvidere præcisere Arbejdstilsynets hjemmel til udstilling af data om arbejdsulykker.
De vigtigste nyheder
Hos Mette Klingsten Advokatfirma anser vi de vigtigste nyheder for værende ændringen af ferieloven og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, reglerne om tidsregistering (Implementering af EU-Domstolens praksis om registrering af arbejdstid samt andre afgørelser) og ændring af barselsloven (26 ugers ekstra orlov til tvillingeforældre m.v.)
Vi sender løbende nyhedsbreve i takt med at lovforslagene fremsættes.
Hele regeringens lovprogram for 2023/2024 kan læses her:
https://www.stm.dk/statsministeriet/publikationer/lovprogram-for-folketingsaaret-2023-2024/
Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)