Et bredt politisk flertal indgik den 15. juni 2020 en aftale om fremrykning af udbetaling af de indefrosne feriemidler. Lovforslaget blev vedtaget den 17. august.
Formålet med loven og udbetalingen af de indefrosne feriemidler er at få sat gang i økonomien. Der vil være tale om feriemidler optjent i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020, svarende til tre ugers ferie. Lønmodtagere kan vælge at få udbetalt de indefrosne feriepenge allerede i oktober 2020, så de ikke skal vente, til de når folkepensionsalderen.
Finansiering
Som følge af overgangsordningen til den nye ferielov, der træder i kraft den 1. september 2020, indefryses 25 dages ferie optjent i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020. Arbejdsgiverne skal opgøre og indbetale feriepenge til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende feriemidler. Det var en del af overgangsreglerne, at feriepengene skulle komme til udbetaling, når medarbejderen når folkepensionsalderen eller af andre grunde forlader arbejdsmarkedet, herunder ved permanent fraflytning til udlandet. Arbejdsgivere kan vælge at indbetale feriepengene til fonden i tilknytning til udløb af overgangsordningen eller først, når de blev opkrævet, fx når den enkelte medarbejder når folkepensionsalderen. Aftalen om overgangsordningen byggede på flere hensyn, herunder hensynet til arbejdsgivers likviditet.
Loven indeholder en lånemodel hvorefter fonden kan optage lån direkte fra staten til at foretage udbetalingen af feriemidlerne, således at der ikke ændres på, hvornår den enkelte arbejdsgiver skal foretage indbetaling. Arbejdsgivere skal med andre ord ikke af med pengene her og nu.
Arbejdsgivers pligt til indberetning og opgørelse af tilgodehavende feriemidler ændres ikke som følge af loven. Arbejdsgiverne kan forsat vælge, hvorvidt værdien af de optjente feriemidler beholdes i virksomheden indtil medarbejderen når folkepensionsalderen eller af andre grunde forlader arbejdsmarkedet, eller om de optjente feriemidler indbetales til fonden inden. Reglerne for indeksering og beskatning af feriemidlerne vil også forsat være uændrede.
Frivillig udbetaling
Udbetalingen af de indefrosne feriemidler bliver frivillig, og loven forudsætter, at medarbejderen selv indgiver en ansøgning om udbetaling digitalt. Hvis medarbejderen vælger at anmode om førtidig udbetaling af feriepenge, er forventningen, at de vil blive udbetalt i oktober 2020. De medarbejdere, der anmoder om den førtidige udbetaling af feriepenge, beskattes normalt – altså med fuld beskatning, hvor en indtægt på over 531.000 kroner efter AM-bidrag i år udløser topskat.
Medarbejderen vil kunne ansøge om førtidig udbetaling af feriemidler indtil den 1. december 2020.
Det vil ikke være muligt at ansøge om en delvis udbetaling af tilgodehavende feriemidler, og ansøgningen omfatter derfor lønmodtagerens optjente feriemidler for hele perioden fra 1. september til 31. marts 2020. Optjente feriemidler for medarbejdere der ikke anmoder om førtidig udbetaling vil derfor, som efter gældende regler, blive stående i fonden, indtil medarbejderen forlader arbejdsmarkedet eller i øvrigt opfylder betingelserne for udbetaling.
Formålet med at udbetale de indefrosne feriepenge er, at lønmodtagerne skal bruge pengene i Danmark, således at der skabes økonomisk aktivitet og at pengene skal ende ud i forbrug.
Kravet om en ansøgning kan betyde, at der ikke kommer så meget forbrug ud af forslaget, som hvis der var sket automatisk udbetaling af feriepenge eller hvis den enkelte lønmodtager skulle have annulleret udbetalingen.
Loven kan læses i sin helhed via dette link.
Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)