Artikel

Jobannoncer på Facebook

Facebook giver lige som andre sociale medier virksomheder mulighed for at målrette deres annoncer mod Facebookbrugere med fx en bestemt alder eller med et bestemt køn. To afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet viser, at virksomheder skal være varsomme med at anvende sådanne målrettede annoncer ved jobopslag på sociale medier.

 

I de to sager havde virksomheder målrettet deres jobannoncer mod personer med et bestemt køn eller en bestemt alder.

I den ene sag havde en virksomhed annonceret efter arbejdskraft på Facebook. Annoncen blev kun vist på de profiler, der tilførte mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år.

Virksomheden havde tillige annonceret jobbet på virksomhedens hjemmeside og Facebookside. Endvidere havde virksomheden opfordret Facebookbrugerne til at dele opslaget.

Det forhold at annoncen alene blev vist for mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år skabte en formodning for, at kvinder og personer uden for denne aldersgruppe ikke havde samme mulighed for at komme i betragtning til stillingerne. Der var herefter påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at virksomheden handlede i strid med forbuddene mod direkte forskelsbehandling på grund af køn og alder.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen havde virksomheden herefter ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

I den anden sag, havde en virksomhed annonceret efter arbejdskraft på Facebook, der kun blev vist på de profiler, der tilhørte Facebookbrugere mellem 20 og 50 år.

Virksomheden havde tillige annonceret jobbet via andre kanaler, herunder på virksomhedens hjemmeside og LinkedIn. Endvidere havde virksomheden opfordret Facebookbrugerne til at dele jobopslaget.

Det forhold, at annoncen alene blev vist til Facebookbrugere mellem 20 og 50 år skabte en formodning for, at personer uden for denne aldersgruppe ikke havde samme mulighed for at komme i betragtning til stillingen. Der var herefter påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at virksomheden handlede i strid med forbuddet mod direkte forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lagde til grund, at virksomheden annoncerede stillingen bredt, at virksomheden opfordrede Facebookbrugere til at dele opslaget, og at virksomheden ansatte en ansøger, der var ældre end 50 år i stillingen. Efter en samlet vurdering havde virksomheden under disse konkrete omstændigheder løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Som sagerne viser, er det vigtigt, at virksomheden ikke fremhæver kendetegn såsom alder, køn, race eller lignende i et jobopslag. Det gælder også de kriterier, der anvendes for visning af jobannoncer på sociale medier.

 

Andre nyheder

Psykiske arbejdsskader: Fokus på det psykiske arbejdsmiljø

Arbejdsgiverens ansvar for at sikre at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige omfatter ikke alene de fysiske arbejdsforhold. De psykiske arbejdsforhold er i lige så høj grad omfattet, og psykiske belastninger, som har rod i forhold på arbejdspladsen – herunder chikane, mobning eller manglende ledelsesmæssig støtte – kan udløse betaling af både en godtgørelse og […]
Læs mere

Arbejdsskade ved hjemmearbejde – Højesteret fastslår arbejdsgiverens objektive ansvar

Højesteret har den 2. maj 2025 truffet en principiel afgørelse, som præciserer rækkevidden af arbejdsskadesikringslovens § 5 i relation til hjemmearbejde.  Den konkrete sag  En arbejdsgiver havde givet instruks til en medarbejder om at arbejde hjemmefra under COVID-19. Arbejdsgiveren havde imidlertid ikke givet instruktioner om, hvordan hjemmearbejdspladsen skulle indrettes.  Under hjemmearbejdet gik medarbejderen på et […]
Læs mere

Ny Højesteretsdom: Opsigelse i forbindelse med fertilitetsbehandling

Højesteret: Opsigelse som følge af planlagt fertilitetsbehandling udgjorde forskelsbehandling i strid med ligebehandlingslovens § 4 Højesteret har den 15. april 2025 afsagt dom i en sag om opsigelse af en kvindelig medarbejder, som stod for at skulle påbegynde fertilitetsbehandling. Medarbejderen oplyste kort inden sin ferie til sin nærmeste leder og til sit team, at hun […]
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)