Artikel

Lægebesøg i arbejdstiden – hvem betaler?

Østre Landsret har fastslået, at speciallægeundersøgelser ligesom almindelige lægebesøg kan betragtes som lovligt forfald, forudsat at det ikke er muligt for medarbejderne at lægge besøget uden for arbejdstiden.

Medarbejderen, der var vikaransat kontorassistent, skulle have en kikkertundersøgelse en uge efter hun startede i et vikariat og skulle i den forbindelse have fri hele dagen.

Region Sjælland, der var arbejdsgiver, indvilgede i at udbetale løn for 3 timer med henvisning til den Personaleadministrative Vejledning, men fastholdt, at de resterende 5 timer skulle registreres i flexregnskabet, således at medarbejderen selv kom til at betale for dette.

Vikaren var omfattet funktionærloven, og sagen handlede derfor om rækkevidden af funktionærlovens § 5 om sygdomsbetinget fravær.

Udgangspunktet efter funktionærloven § 5, stk. 1 er, at funktionæren har ret til sædvanlig løn under sygdom. Der er ingen øvre grænse for antallet af dage, man kan modtage løn under sygdom.

Praksis har hidtil været, at et akut læge- eller tandlægebesøg kan sidestilles med sygdom. Almindelige lægebesøg eller behandling hos speciallæge har medarbejderen derimod pligt til at lægge uden for arbejdstiden.

Landsretten understregede indledningsvist, at det var ubestridt under sagen, at undersøgelser som den pågældende så vidt muligt skal placeres uden for arbejdstiden.

Landsretten lagde herefter til grund, at medarbejderen underrettede arbejdsgiveren om indkaldelsen 2 eller 3 dage efter, at hun var startet på jobbet, og ca. en uge inden undersøgelsen skulle finde sted.

Landsretten fandt også, at medarbejderen ikke at havde haft mulighed for at planlægge, at undersøgelsen skulle foregå uden for arbejdstiden.

Landsretten fastslog, at forholdet kunne sidestilles med, at medarbejderen på grund af sygdom var ude af stand til at udføre sit arbejde den pågældende dag, og at hendes underretning derfor skulle sidestilles med en sygemelding. Medarbejderen var berettiget til løn for de timer, Region Sjælland ikke havde betalt i forbindelse med fraværet.

Udgangspunktet er fortsat, at funktionæren så vidt muligt skal lægge lægebesøg mv., så det tilgodeser virksomhedens drift. Kan dette ikke lade sig gøre, skal det ikke komme funktionæren økonomisk til skade, og funktionæren har i den situation ret til betalt frihed.

Kopi af Østre Landsrets dom af 31. oktober 2016 kan rekvireres ved at sende en mail til info@mklaw.dk

Andre nyheder

Psykiske arbejdsskader: Fokus på det psykiske arbejdsmiljø

Arbejdsgiverens ansvar for at sikre at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige omfatter ikke alene de fysiske arbejdsforhold. De psykiske arbejdsforhold er i lige så høj grad omfattet, og psykiske belastninger, som har rod i forhold på arbejdspladsen – herunder chikane, mobning eller manglende ledelsesmæssig støtte – kan udløse betaling af både en godtgørelse og […]
Læs mere

Arbejdsskade ved hjemmearbejde – Højesteret fastslår arbejdsgiverens objektive ansvar

Højesteret har den 2. maj 2025 truffet en principiel afgørelse, som præciserer rækkevidden af arbejdsskadesikringslovens § 5 i relation til hjemmearbejde.  Den konkrete sag  En arbejdsgiver havde givet instruks til en medarbejder om at arbejde hjemmefra under COVID-19. Arbejdsgiveren havde imidlertid ikke givet instruktioner om, hvordan hjemmearbejdspladsen skulle indrettes.  Under hjemmearbejdet gik medarbejderen på et […]
Læs mere

Ny Højesteretsdom: Opsigelse i forbindelse med fertilitetsbehandling

Højesteret: Opsigelse som følge af planlagt fertilitetsbehandling udgjorde forskelsbehandling i strid med ligebehandlingslovens § 4 Højesteret har den 15. april 2025 afsagt dom i en sag om opsigelse af en kvindelig medarbejder, som stod for at skulle påbegynde fertilitetsbehandling. Medarbejderen oplyste kort inden sin ferie til sin nærmeste leder og til sit team, at hun […]
Læs mere

Tak til følgende bidragsydere til hjemmeside: Steen Evald (fotografi), Stine Heilmann(fotografi), Count Pictures (video), Kunde & Co. A/S (design), WeCode A/S (kodning)