Kan national ret afskære en ret til fratrædelsesgodtgørelse, selvom det er i strid med EU-retten?

Højesteret har den 6. december 2016 afsagt dom om forholdet mellem EU-retten og den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3 om bortfald af retten til fratrædelsesgodtgørelse.

Ajos A/S, der var en privat arbejdsgiver, opsagde en medarbejder med godt 25 års anciennitet, hvilket som udgangspunkt berettigede medarbejderen til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn. Medarbejderen var, før han fyldte 50 år, indtrådt i en pensionsordning med ret til at oppebære alderspension. Medarbejderen fandt andet arbejde efter opsigelsen og aktiverede ikke sin alderspension. Med henvisning til formuleringen i funktionærlovens § 2a, stk. 3, der undtog godtgørelsespligten i tilfælde, hvor medarbejderen ville oppebære alderspension ved fratrædelsen, hvis medarbejderen var indtrådt i ordningen før det fyldte 50. år, afviste Ajos A/S at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen.

Højesteret har efter lang og fast praksis fortolket bestemmelsen således, at en funktionær, der ved fratrædelsen kunne få udbetalt pension, var afskåret fra at få fratrædelsesgodtgørelse efter § 2a, uanset om funktionæren gik på pension eller ej.

Højesteret skulle tage stilling til, om formuleringen af funktionærlovens § 2a, stk. 3 fritog Ajos A/S fra at betale fratrædelsesgodtgørelsen i overensstemmelse med den faste praksis, eller om det EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne føre til, at Ajos A/S ikke kunne støtte ret på den dagældende bestemmelse i § 2a, stk. 3. I Ole Andersen-sagen (C-499/08) blev det slået fast, at den dagæl­dende formulering af funktionærlovens § 2a, stk. 3 i nærmere angivet omfang var i strid med beskæftigelsesdirektivet (Rådets direktiv 2000/78/EF).

Undervejs i sagen har Højesteret stillet to spørgsmål til EU-Domstolen, der besvarede disse den 19. april 2016.

Direktivkonform fortolkning

Højesteret fandt, at der ikke forelå nationale fortolkningsmetoder, der kunne føre til, at en klar retstilstand (den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2a, stk. 3 sammenholdt med Højesterets faste praksis) kunne fortolkes på en måde, der var konform med beskæftigelsesdirektivet. Der var endvidere ikke grundlag for at lade forskelsbehandlingslovens § 1 få forrang for § 2a, stk. 3 for på den måde at bringe dansk ret i overensstemmelse med direktivet.

Forbud mod aldersbetinget forskelsbehandling

Hvad angår spørgsmålet om det EU-retlige princip om forbud mod aldersbetinget forskelsbehandling fandt Højesterets flertal, at der ikke i en sag mellem en privat arbejdsgiver og medarbejder er hjemmel i tiltrædelsesloven til at lade det uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3. Ajos A/S kunne derfor påberåbe sig § 2a, stk. 3 og med hjemmel heri afvise at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen.

Højesteret frifandt herefter Ajos A/S.

Afgørelsen får praktiske konsekvenser for gamle sager, hvor medarbejderen er opsagt før den 1. februar 2015, og hvor der er indgået suspensionsaftaler om at afvente Højesterets afgørelse. Afgørelsen får derimod ikke praktisk betydning for nye sager, da funktionærer der opsiges efter 1. februar 2015 har ret til § 2 a godtgørelse, uanset om de går på pension eller ej.